
Rasmus W. M. Beyer
Rasmus W. M. Beyer (født 1996) er komponist og dirigent med base i Aarhus. Han har afsluttet bacheloruddannelsen i Almen Musikledelse ved Det Jyske Musikkonservatorium og er nu kandidatstuderende i klassisk korledelse samme sted.
Rasmus er født og opvokset i Randers og fik sine første koroplevelser som 15-årig i gymnasiet samt senere i Sct. Peders Kirke, hvor organist og korleder Karsten Blond stod i spidsen.
I dag bor Rasmus i Aarhus. Ud over at være aktiv som komponist er han dirigent for Vibykoret og Jysk Akademisk Orkester. Han synger desuden selv i Aarhus Domkirkes Kantori og i vokalensemblet Concert Clemens.
“Det er en fornøjelse at arbejde med noget så personligt som stemmer, og jeg oplever en magisk følelse, når jeg står foran et kor og er med til at forme musikken.”
Vibykoret er det første kor, Rasmus har ledet som fast dirigent. Over de seneste år har samarbejdet med koret givet ham værdifulde erfaringer.
“Jeg oplever det som et privilegium at være dirigent for Vibykoret. Vi vokser sammen, og det giver mig en stor glæde at mærke, hvordan vi gensidigt kan løfte hinanden musikalsk.”
For at dygtiggøre sig optimalt skal Rasmus på udvekslingsophold i Lyon i Frankrig fra 1. september 2026 til 24. januar 2027, hvor han har orlov fra Vibykoret. I den periode har han skaffet koret en dygtig vikar Karen Sofie Worre Beck, som I kan læse mere om efterfølgende.
Karen Sofie Worre Beck
Karen Sofie Worre Beck (f. 1995) er bachelor i Almen Musikledelse fra Det Jyske Musikkonservatorium med klassisk klaver som hovedfag. I 2024 påbegyndte hun endnu en bacheloruddannelse – denne gang i kirkemusik.
Karen Sofie er født og opvokset i Randers, men har siden 2019 haft base i Aarhus , hvor hendes musikalske virke har udfoldet sig både på og uden for konservatoriet. Ved siden af studierne er hun korleder for Ormslev-Stavtrup Koret og aktiv som sanger i Nordisk Vokalensemble. I perioden 01. september 2026 til 31. januar 2027 er hun vikar for vores dirigent Rasmus Beyer, som har orlov.